Nogle udvalgte spørgsmål om DSM-direktivets artikel 18 og 20 og bestemmelsernes implementering i dansk ret[*]Artiklen er fagfællebedømt (peer review).
Af Alexander Billsteen Christensen[**]Cand.jur., Associate, Advokatfirmaet Thommessen. Artiklen er en forkortet og revideret udgave af forfatterens kandidatafhandling, udarbejdet ved Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet, under vejledning af Morten Rosenmeier i forårssemesteret 2025.
1. Indledning
Inden for ophavsrettens område er spørgsmålet om ophaverens vederlag et af de mest centrale og samtidig mest komplekse emner. I den moderne kreative økonomi er det i stigende grad blevet klart, at mange ophavere[1]Af fremstillingsmæssige hensyn vil artiklen anvende udtrykket ”ophaver” som en samlebetegnelse for både ophavere og udøvende kunstnere. Tilsvarende vil udtrykket ”værk” blive brugt som en samlebetegnelse for både værk og udøvende kunstneres præstationer. ikke modtager en rimelig andel af de økonomiske gevinster, som udnyttelsen af deres rettigheder genererer. Dette gælder især i den digitale sektor, hvor rettighederne ofte udnyttes gennem komplekse rettighedskæder, som indbringer betydelige indtægter.[2]Guibault, Salamanca og Gompel, Remuneration of authors and performers for the use of their works and the fixations of their performances – Final report, 2015, s. 18. Se også Senftleben og Izyumenko, Author Remuneration in the Streaming Age – Exploitation Rights and Fair Remuneration Rules in the EU, 2024, s. 1. Problemet er blevet betegnet som en strukturel ubalance mellem ophavere og rettighedserhververe, som særligt skyldes markante forskelle i parternes forhandlingsstyrke, informationsasymmetri og manglende transparens i udnyttelseskæderne.[3]European Commission, Impact Assessment on the Modernisation of EU Copyright Rules, 2016, s. 175. Se også Paramythiotis, i Synodinou, Jougleux, Markou og Prastitou-Merdi (red.), EU Internet Law in the Digital Single Market, 2021, s. 78, der peger på en række beslægtede årsager til den strukturelle ubalance. En omfattende undersøgelse foretaget af Europa-Kommissionen viste, at mange ophavere i praksis ikke har reel forhandlingsstyrke, at de aftaler de bliver præsenteret for ofte er præget af såkaldte ”take-it-or-leave-it”-vilkår, og at de sjældent har adgang til effektive retsmidler til ændring af vederlaget.[4]European Commission, Impact Assessment on the Modernisation of EU Copyright Rules, 2016, s. 175–176. Særligt problematisk er det, at ophaverens muligheder for at få del i rettighedens økonomiske værdi ofte forringes yderligere, når udnyttelsen sker gennem tredjeparter, navnlig ved underlicensering.[5]Guibault, Salamanca og Gompel, Remuneration of authors and performers for the use of their works and the fixations of their performances – Final report, 2015, s. 5. Desuden er rettighedskæderne kun blevet mere og mere komplekse med tiden, hvilket har øget problemet yderligere.[6]European Commission, Impact Assessment on the Modernisation of EU Copyright Rules, 2016, s. 137–138.
Det er på denne baggrund, at Europa-Parlamentet og Rådet den 17. april 2019 vedtog direktiv 2019/790 om ophavsret og beslægtede rettigheder på det digitale indre marked (”DSM-direktivet”). Direktivet udgør det første koordinerede initiativ på EU-niveau, der har til formål at harmonisere de generelle regler om vederlag i ophavsretsaftaler. I kapitel 3 (artikel 18–23) fastlægges en række bestemmelser, som på forskellig vis skal sikre, at ophavere og udøvende kunstnere modtager et rimeligt vederlag i aftaler om udnyttelsen af deres rettigheder. Blandt de centrale bestemmelser er artikel 18, som fastsætter retten til et passende og forholdsmæssigt vederlag, og artikel 20, som giver ophaveren adgang til at kræve efterregulering af vederlaget, hvis det oprindelige vederlag viser sig at være uforholdsmæssigt lavt. Selv om intentionerne bag direktivet er prisværdige, består der fortsat væsentlige usikkerheder i forhold til dets fortolkning. Dette kan i sagens natur svække direktivets effekt, i hvert fald indtil EU-Domstolen får anledning til at tage stilling til direktivets nærmere fortolkning. En stor del af de centrale fortolkningsspørgsmål er allerede behandlet i den øvrige litteratur,[7]Se f.eks. Axhamn, Revision of Contractual Conditions, i Gendreau (red.), Le droit d’auteur en action: perspectives internationales sur les recours, 2019, s. 397; Rosati, Copyright in the Digital Single Market Article-by-Article Commentary to the Provisions of Directive 2019/790, 2021; Schovsbo, Regulering af ophavsretsaftaler i dansk ophavsret efter DSM direktivet: Mod en ”velfungerende markedsplads for ophavsret”!, NIR, 2022, nr. 4; Stenberg, Upphovsmäns rätt att justera ersättningen efter avtalsslutet, NIR, 2024, nr. 3; Paramythiotis, i Synodinou, Jougleux, Markou og Prastitou-Merdi (red.), EU Internet Law in the Digital Single Market, 2021. en undersøgelse af litteraturen viser dog samtidig, at der fortsat er væsentlige spørgsmål som savner nærmere behandling. Det er disse spørgsmål, som nærværende artikel søger at besvare.
