Rimeligt vederlag i produktefterligningssager

Appropriate Renumeration in Counterfeit Cases

By Torsten Bjørn Larsen

From Nordiskt Immateriellt Rättsskydd nr 4 2025

Download

Rimeligt vederlag i produktefterligningssager

Af Torsten Bjørn Larsen[*]* Professor, Juridisk Institut, Syddansk Universitet. Denne artikel genbruger tekst fra mit bidrag i festskrift til Lars Bo Langsted, I forskningens og formidlingens tjeneste, Ex Tuto Publishing, 2018.

1. Indledning

Det følger af varemærkeloven[1]LBK nr. 88 af 29/01/2019 om varemærker (herefter Varemærkeloven) § 43, stk. 1., designloven[2]LBK nr. 89 af 29/01/2019 om design (herefter Designloven) § 37, stk. 1. og ophavsretsloven[3]LBK nr. 1093 af 20/08/2023 om ophavsret (herefter Ophavsretsloven) § 83, stk. 1., at rettighedshaveren har ret til et rimeligt vederlag af den, der forsætligt eller uagtsomt krænker den pågældendes varemærke-, design- og/eller ophavsret. Den samme ret følger af markedsføringsloven.[4]Lov nr. 1420 af 02/12/2024 om markedsføring (herefter Markedsføringsloven) § 24, stk. 3 og 4. Det rimelige vederlag skal opgøres til den licens, som rettighedshaveren skulle have haft, hvis man forestillede sig, at rettighedshaveren på forhånd havde indgået en aftale med krænkeren om udnyttelse af den pågældende rettighed.[5]U2007.1219H, U2014.876H, U2015.1216H og bemærkninger til patentloven i Folketingstidende 1967–68, spalte 1457.

Af bemærkningerne til varemærkeloven fremgår, at ”udtrykket rimeligt vederlag skal fortolkes i overensstemmelse med den tilsvarende regel i patentloven, dvs. som et passende vederlag svarende til en licensafgift”, jf. Folketingstidende 1990–91, 2. samling, Tillæg A, spalte 1922, sml. bemærkninger til patentloven i Folketingstidende 1965–66, Tillæg A, spalte 2481.

You must be logged in to access this content

Only subscribers can log on to NIR, register a subscription to get access to NIR on internet.


Logga in | Subscribe